søndag den 6. december 2009

Vintertræning 2010

Så er det tid til at komme i gang med hundetræningen, få startet de nye hunde rigtigt op, få rettet op på de uvaner der har sneget sig ind i løbet af jagtsæsonen eller bare have en fornøjelig tid med sin hund og andre hundeinteresserede.

Vinterens dressur starter den 17. januar 2010 kl. 10.00. Træningen foregår ved Kronjyllands Jagtforenings klubhus, og løber over 6 søndage. Der vil være træning for hvalpe, unghunde og øvede. Alle er velkomne.

Tilmelding sker ved fremmøde på dagen, deltagelse koster 250 kr. Yderligere oplysninger hos Peter Schmidt på mobil 4094 0043.

tirsdag den 10. november 2009

Lokal Markprøve 2010

Kronjyllands- og Purhus Jagtforeninger afholder fælles lokal markprøve søndag d. 27/2-2010 mødetid kl. 8.30. Afgang til terrænet kl. 9.00, og vi holder frokost i terrænet. Der kan købes pølser m.v. efter prøven, mens vi venter på bedømmelserne. Markprøven afholdes fra Purhus Jagtforenings klubhus Skydebanen, Handestvej i Nørbæk, deltagelse koster 250 kr.

Tilmelding til Jørgen Kristensen (2169 0805) eller Peter K. Schmidt (4094 0043) senest den 22. februar. Der er et begrænset antal pladser.

Der vil inden prøven være mulighed for at deltage i marktræning d. 6. og 13. februar 2010 kl 13. Der kræves ikke tilmelding, mød blot op på P-pladsen i Handest.
Til træningen den 6. februar får vi besøg af en anerkendt hundesportsmand, som vil dele ud af sin viden til inspiration for både nye og øvede hundefører.

onsdag den 28. oktober 2009

Jakker til Hundeudvalget


Vi har i hundeudvalget fået nye jakker, sponseret i fællesskab af webfirmaet Infoserv og Greve reklameartikler. Sponsoratet er kommet i stand på initiativ af Michael Ramlau, der også har stået for det praktiske samarbejde med sponsorerne. Som det ses af billedet er det praktiske vendbare jakker med en grøn og en orange side. Så kan vi både gå diskrete på jagt og meget synlige rundt når vi arbejder med hundene. Med de nye jakker skulle vi have god mulighed for at holde varmen når vi dirigerer rundt med kursisterne til vintertræningen. Som I kan se mangler vi nu bare at få sponseret en ny hat til Rune, så bliver han jo helt præsentabel.

Så fra udvalget - tak for jakkerne.

tirsdag den 20. oktober 2009

Igang igen

Så begynder vi så småt at se frem mod sæsonen 2010. Vi har mange aktiviteter, så der er en del planlægning, der skal finde sted i efteråret. Vi skal have planlagt træning, vi skal have sikret os at vi har vildt og adgang til træningsområder, der skal indrykkes annoncer osv. Det er heldigvis en fornøjelse at arbejde med hunde og hundefolk, og det er jo netop nu vi ser resultatet af træningen på praktisk jagt. Så motivationen er i top. Og godt for det, for vores instruktører bruger mange timer på arbejdet - så det skal være lysten der driver værket.
Med hensyn til vildt, er vi altid interesseret i at modtage vildt der kan anvendes til træning. Jeg kan kontaktes, hvis du har noget vi må få. Vildt kan også blot lægges i vores fryser bag ved klubhuset.
Som du kan læse her på siden er Schweiss træningen planlagt i detaljer, vi er i gang med at få planlagt markprøve træningen og vores vinterdressur starter 17. januar 2010. Som sædvanligt foregår den ved klubhuset, mere herom senere.

- Peter Schmidt, mobil 4094 0043

Schweisstræning

Hammershøj - og kronjyllands Jagtforeninger tilbyder Schweisstræning for hunde, der endnu ikke har bestået en 400 meter 3 timers prøve.

Kurset starter d. 28. februar 2010, kl 09.00 i Hammershøj Jagtforenings klubhus i Hammershøj.

Der startes med introduktion til sporarbejde, hvorefter vi kører i skoven til første leksion. Der er træning de efterfølgende 4 søndage med start kl. 09.00. Afslutningen søndag d. 11. april vil foregå på samme måde som en anerkendt 3 timers prøve.

Pris for det samlede kursus: Kr. 500,-

Tilmelding til Michael Ramlau på telefon 86 49 15 40, mobil 40 15 15 42 eller via e-mail til ramlau@vestdjursnet.dk

Da der er et begrænset antal pladser, gælder først til mølle princippet

fredag den 10. juli 2009

Links

Internettet er jo fuld af nyttig, unyttig, sjov og forvirrende information. En masse er relevant for hundefolk og jægere, men hvor kan det være svært at finde det bedste. Vi vil her på siden prøve at samle nogle nyttige links som vi støder på, og I er meget velkomne til at komme med forslag til nye "Nyttige Links".

mandag den 22. juni 2009

Vand & slæb

Vi afholder vand & slæb træning på Nordre Fælled om tirsdagen kl. 19, så længe fremmødet er til det. Deltagelse koster 25 kr.

Vi har nu stoppet træningen for at holde sommerferie.
God Sommer til alle.

søndag den 21. juni 2009

Trekantsdyst 2009



Den 14. juni blev der afholdt Trekantsdyst, hvor hundene fra Kronjyllands Jagtforening dyster med hunde fra Djurslands Jagthundeklub og Jagthundeklubben af 1970. Hver klub stiller med 3 hunde i hver af klasserne unghunde, åben og vinder. Vi havde en prøvedag med rigtigt dejligt vejr, fint hundearbejde og godt humør. Dagen blev afviklet med udgangspunkt i vores klubhus, hvor fra unghunde og åben klasse kørte til Nordre fælled og gennemførte prøverne. Vinderklasse prøverne blev afviklet hos Finn Kirkegaard, der havde stillet et udfordrende terræn til rådighed for klubben. Det siger vi mange tak for lån af. Efter prøverne blev vi igen samlet i klubhuset, hvor Alice have gang i at riste pølser og sælge øl, også mange tak til Alice for hjælpen.

De 3 bedste hunde i hver klasse blev præmieret med foder sponseret af Royal Canin.

Unghunde TOP-3

60 point - Tysk Ruhår, Loke.
Lars A. Nielsen, Jagthundeklubben af 1970
57 point - Tysk Ruhår, Tang.
Frank Rasmussen, Djurslands Jagthundeklub
56 point - Gammel Dansk Hønsehund, Rex.
Henrik Schwarts, Jagthundeklubben af 1970

Dommere:
Jørgen Kristensen, Kronjyllands Jagtforening
Thyge Nielsen, Jagthundeklubben af 1970


Åben Klasse TOP-3

80 point - Ruhåret Vizsla, Freke.
Anders Jensen, Kronjyllands Jagtforening
78 point - Langhåret Hønsehund, Amigo.
Henrik Blendstrup, Kronjyllands Jagtforening.
77 point - Tysk Ruhår, Ayla.
Dan Bach, Jagthundeklubben af 1970

Dommere:
Tommy Hougaard, Djurslands jagthundeklub
Poul Rasbech, Jagthundeklubben af 1970


Vinderklasse TOP-3

232 point - Korthåret hønsehund, Kluivert.
Leif Hansen, Jagthundeklubben af 1970
230 point - Tysk Ruhår, Tækkemandens Alf.
Frede Hovgaard, Jagthundeklubben af 1970
228 point - Korthåret hønsehund, Bess.
Per Kristoffersen, Jagthundeklubben af 1970

Dommere:
Jesper Høgsted, Kronjyllands Jagtforening
Mogens Nielsen, Djurslands Jagthundeklub

I den indbyrdes konkurrence endte det samlede pointtal for klubberne således:

700 point - Djurslands Jagthundeklub
691 point - Jagthundeklubben af 1970
597 point - Kronjyllands jagtforening

Tillykke til Djurslands Jagthundeklub
med æren og pokalen

Tak til dommere og hjælpere, på gensyn næste år
- "We'll be back"

- Peter Kaae Schmidt

onsdag den 10. juni 2009

Dressurprøve 2009



Så fik vi afholdt vores afsluttende prøve. Efter 9 træningsaftner med godt vejr hver eneste gang, fik vi så regn på prøvedagen. Og til en start rigtigt meget regn. Nu er det jo heldigvis ikke folk der er uvant med at være ude i al slags vejr, men jeg skal gerne selv indrømme at det blev en noget våd og kold oplevelse. Men det gik alligevel.

Der mødte 15 hunde op til prøven, der omfattede unghunde-, åben- og vinderklasse. Erik og Karsten tog sig af unghundene, mens Jørgen Kristensen, hjulpet af Jesper, dømte i en fællesgruppe af åben- og vinderklasse. Hunde og fører viste deres samarbejde på dressurbanen og i dækøvelser, og hundene blev testet for deres evner som apportører. Der blev vist meget udemærket hundearbejde, men der er selvfølgelig altid mulighed for at forbedre sig. Netop ved at lave afslutningen som en lille uformel prøve, får den enkelte hundefører mulighed for at se, hvor der især skal arbejdes. Og da det er en uformel prøve, er der rum til at dommeren kan give både råd og kritik undervejs. Prøven viste at der er nogle rigtigt gode unghunde, hvilket vi håber giver anledning til, at vi næste år får flere åbenklasse hunde. Det er jo når hundene kommer i åben klasse, vi rigtigt får set hvad de kan som jagthunde.

Efter prøven, havde Alice sørget for både læ for regnen og varme pølser. Det var tiltrængt, og specielt for unghundene var der, som altid, nogen ventetid inden de andre var færdige. Det blev som det ses af billedet lidt sent inden vi var færdige med uddeling af præmier og pokaler, det var godt folkene var tålmodige.

Unghunde klassen blev vundet af Thomas Hjorth med Irsk setter Kalle, der som prøvens eneste hund opnåede en første præmie. De næste pladser blev Niels Olesen med Max og Kiss Jönsson med Cassanova.

Åben klasse blev vundet af Anders Jensen med Ruhåret Vizsla Freke, efterfulgt af Tage Guldbæk med Feliea og Per Laursen med Walther.

Vinderklassen blev vundet af Hans Larsen med Springer spaniel Aksel, efterfulgt af Tage Guldbæk med sin Chesapeake Bay Retriever, flot at gå igennem prøverne med 2 hunde.

Der blev uddelt 1 førstepræmie og 6 andenpræmier, et fint resultat. Vinderne fik vandrepokalerne, og de vindende hunde fik præmier sponseret af Farmland i Randers.

Selvom det blev en våd og lang aften, håber jeg at deltagerne havde en god oplevelse, og jeg vil gerne sige tak til dommere og medhjælpere for indsatsen. Se under linket billeder, hvor der er en folder med billeder fra aftenen.

Førstkommende søndag afholder vi trekantsdysten, hvor de vindende hunde får mulighed for at måle sig med nogle hunde fra to andre klubber. Mere om det senere.

Dressurprøven markerer i det store hele afslutningen på forårets megen træning, men vi fortsætter lidt mere uformelt med vand- og slæb træning om tirsdagen. Der kan man møde op, og mod en beskeden betaling deltage i lidt jagtlig træning, både for unge og rutinerede hunde. Vel mødt.

onsdag den 3. juni 2009

Afslutningen nærmer sig

Så er det ved at være slut på endnu en dressur sæson. Forårstræningen slutter tirsdag d. 9. juni, hvor vi laver en lille prøve og udpeger en vinder i hver klasse. Mød op, det er både sjovt og god træning, og så er der chance for at vinde både æren og en præmie.
De bedste hunde skal konkurrere med hunde fra Djurslands jagthundeklub og Jagthundeklubben af 1970, vi kalder det trekantsdyst, d. 14. juni. Konkurrencen afholdes på skift af de tre klubber, og i år er det Kronjyllands jagtforening der står for den. Vi håber på revanche, men det er jo op til hunde og førere at gøre en god indsats på dagen.

onsdag den 29. april 2009

Forårstræning

Vi er nu kommet godt i gang med forårets dressur. Der er heldigvis kommet flere hunde til efter påske, og det er vi glade for. Se Michaels billeder fra træningen under linket "BILLEDER"

Jeg træner med åben klasse, hvor fokus er på grundlæggende apportering. Hver træningsgang starter med nogle minutters grundlæggende dressur - hinter, sit, dæk osv. Det gør vi dels fordi hundene skal kunne det, og vi kan nemt glemme at træne det med hundene fordi apportering er sjovere, og dels for at få hundene gjort klart, at det nu er træning og ikke leg. Apporterings teknikkerne øver vi først med dummyer, det er nemlig udemærket for hundene, og vi undgår at presse hundene mens de har vildt i munden, de skulle jo nødigt tabe lysten. Træningen skal selvfølgelig udbygges med apportering af vildt, og det gør vi da også. På den måde får vi afsløret om de vil have fjer og hår i munden, og finder de hunde der vil kvase vildtet. Men ellers kan apporteringsteknikken lige så godt indøves med dummyer, og det er jo også det man normalt træner med der hjemme.
For trænes det skal der, det vi kan nå om tirsdagen er primært til inspiration og til hjælp med at få løst de problemer der ofte opstår. Det er jo levende væsner vi træner med (både hunde og førere) og ikke maskiner.
- Peter Schmidt

fredag den 10. april 2009

Start på forårets træning

Så er det blevet forår, og hundetræningen startede d. 7. april. Men til vores forundring var der kun 14 fremmødte førere med hunde. Det er langt under hvad der plejer at deltage, så der var næsten en instruktør til hver hund.

Det tænkte vi jo lidt over. Det kan jo skyldes at vi ikke har været gode nok til vintertræningen eller sidste forår, så vi bliver valgt fra - det håber vi ikke, og hvis det alligevel er tilfældet, vil jeg gerne høre mere om det, så vi kan forbedre os. Det var måske vejret, men det var vel en af de første rigtigt gode forårsdage - så vejret vil vi ikke klage over. Det kan jo også skyldes, at medlemmer og andre ikke vidste at vi stardede, men vi har annonceret som normalt - så det virker heller ikke helt rigtigt. Der kan selvfølgelig være flere forklaringer, men vi tror måske også at tidspunktet, tirsdag før Påske, var uheldigt. Der er sikkert en del der har ferie eller andet der forhindrer deltagelsen.

Til alle jer der ikke havde tid eller glemte det d. 7. april; bare mød op. Det er altid muligt at komme med på et af holdene, selvom man ikke har deltaget fra første gang. Der må trods alt være en del jagthunde der skal uddannes eller have holdt træningen ved lige, vi vil gerne hjælpe jer.

Tilbage til dagen. Som sagt var der rigeligt med instruktører. Vi manglede godt nok Rune, som har brugt tid og energi på at uddanne sig til jagthunde instruktør, og som så har brækket benet en uge inden sæsonen startede. Surt, vi ønsker ham god bedring og ser frem til at han er klar igen. Finn var også blevet forhindret, men da der ikke var nogen vinderklasse hunde mødt op, kunne Erik jo godt klare det selv! Jeg var selv med åben klasse hundene, og jeg synes vi havde en fin aften. Hundene kom i gang med den grundlægende apportering. Det så godt ud, men der er selvfølgelig noget arbejde endnu inden hunde og fører er helt klar til jagtsæsonen, og her måske især kragejagten - dem var hundene ikke helt vilde med.

- Peter K. Schmidt

søndag den 29. marts 2009

Forårstræning








Nu starter vi snart på vores forårstræning. Træningen er lagt an på den jagtlige anvendelse af vore hunde, men man kan selvfølgelig træne med hunden uden at bruge den på jagt. Denne træning er motiverende for hunden, der får brugt sine jagtfærdigheder, og samtidig får føreren de nødvendige værktøjer til at styre hundens jagtinstinkter, både i dagligdagen og på jagt.

Træningen er inddelt i niveauer. Der er grundlæggende unghunde træning, træning med fokus på apportarbejde for hunde i åben klasse og decideret jagtlig apporttræning for de erfarne hunde. Så der er en plads for alle.

Der kræves ikke forhåndstilmelding, det er tilstrækkeligt at møde frem på dagen; vi starter 7. april kl. 19.00 på øvelses terrænnet ved Randers kaserne.

Vi træner 10 tirsdage. Træningen afsluttes med en lille test af hunde, førere og ikke mindst instruktørernes evne til at lære fra sig. Vi håber at rigtigt mange vil deltage den dag, da det er en stor hjælp for os, i forsøget på fortsat at forbedre vores træning. Samtidig er det en rigtig hyggelig dag, hvor vi præmierer de bedste hunde.

Træningen finder sted på det gamle øvelses terræn ved Randers kaserne, der hører under Skov- og naturstyrelsen. Da der fra denne sæson er indført begrænsninger på, hvordan vi kan anvende området, vil noget af træningen muligvis skulle ske et andet sted. Det er vi meget kede af, da jagtforeningen har trænet hunde på terrænnet i rigtigt mange år, så vi arbejder på at finde en løsning.


onsdag den 11. marts 2009

Vinterens schweisstræning er godt i gang. Billederne er fra anden træningspas, hvor det især er opstarten af hunden, inden den sendes af sted på sporet, vi lægger vægt på. Deltagerne lægger selv deres spor, så har de også helt styr på hvor sporet går. Dermed kan hundeføreren bedre korrigere hunden, hvis det skulle blive nødvendigt.

Sporene skal helst ligge i et stykke tid, så menneskefærten er forsvundet, og vi dermed kun har selve kernesporet tilbage. Kernesporet er det, der efterlades ved at betræde skovbunden.

Ventetiden slår vi ihjel med kaffe og kage.


Se nogle af billederne i dias showet, som viser:

Kurt Bækgaard med Engelsk Springer Spaniel
Pia Mogensen med Tysk Korthår
Anders Jensen med Ruhåret Wizla.

Fortsættelse følger - Michael Ramlau.

onsdag den 4. marts 2009

Lokal Markprøve 2009


Den lokale markprøve blev 28. februar i afholdt i samarbejde med Purhus jagtforening. Samarbejdet startede i 1970, så til næste år er et lille jubilæumsår. Forud for prøven har jagtforeningerne afholdt et par træningsdage i området omkring Handest og Glenstrup.
Til markprøven havde vi Mogens Nielsen fra Grenå Som dommer til hold 1 med 6 unghunde og 5 i vinderklasse. Dommer for 8 åbenklasse hunde på hold 2 var den erfarne markprøvedommer og mangeårige redaktør af Jagthunden Jørn Christiansen fra Randers. Vanen tro startede dagen med kaffe og rundstykker, og sluttede igen i Purhus skydebanes klubhus.
På hold 1 var der 16 gange fugl, men da hunden ikke rigtigt kunne mærke fuglene, blev det kun til én 3. præmie til Buloch, ført af Ole Busk. Det var endda i et ekstra nervepirrende slip for Ole. Buloch havde kort før fuglen blev fundet, som den energiske unghund den er, startet på at forfølge en hare. Det stod dog kun på få meter før hunden glemte alt om haren, da der pludselig kom en tækkemand i vejen. Dobbelt heldigt for Ole.
Hold 2 havde mere held med fuglene, både om formiddagen og på nye terræner over middag. Hen over dagen havde holdet 9 fasaner, ca. 30 agerhøns og 6 harer. Det betød også at der til åben klasse blev tildelt flere præmier, blandt andet en flot 1. præmie til Gunner Andersen og Ziggi, som også blev prøvens hund.
Alt i alt en rigtig god dag med koldt men flot vejr, gode hunde og en rigtig god stemning blandt de deltagende hundeførere. Tak til dommerne for at de ville bruge deres lørdag på at dømme hundene, en stor del af værdien ved en lokal prøve er jo netop at få en anvendelig kritik så arbejdet med den enkelte hund kan rettes til. Der skal herfra også lyde en stor tak til terrængiverne.



Dagens præmierede hunde:
1. Præmie til Ziggi ført af Gunner Andersen
2. Præmie til Hieno ført af Tine Broen Nielsen
2. Præmie til Coco ført af Pia Nielsen
2. Præmie til Hakon ført af Brian Rou
3. Præmie til Buloch ført af Ole Busk
Prøvens hund: Ziggi ført af Gunner Andersen
Emne pokal: Badger ført af Niels Jørgen Christiansen
Tillykke med resultatet til alle. - Jørgen Kristensen

onsdag den 25. februar 2009

Vintertræning

Vi har nu afsluttet vores vintertræning. Vi synes at det har været vellykket, med 23 deltagere i grupperne hvalpe, unghunde og åben klasse. Træningen har fundet sted over 6 søndage i januar og februar, på området ved Kronjylland jagtforenings klubhus. De sidste 2 træningsgange var skydebanen også startet, og der var undervisning af kursisterne på foreningens jagttegns hold. Så der var virkelig liv omkring huset. Træningen af åben klasse hundene foregår med koldt vildt, og med skydning i baggrunden var det helt realistisk jagttræning. Men selv om det er rutinerede hunde, går en del af vintertræningen med at få genoprettet den almindelige disciplin, der jo ofte er blevet slækket på i løbet af jagtsæsonen. Det er altid spændende at se de nye hunde, og der var nogle rigtigt gode hvalpe, der fik begyndt på uddannelsen til jagthund. For unghundenes vedkommende tog Jesper initiativ til at lave et egentligt træningsprogram for kurset. Træningsprogrammet beskriver i korte træk hvad hundene vil få lært i løbet af kurset, og er for føreren en hjælp til at planlægge lidt hjemmearbejde. I udvalgt har vi besluttet at lave programmer for alle grupper i forbindelse med forårs træningen. Forårstræningen starter d. 7. april på det gamle øvelsesterræn ved Randers kaserne. Vi ser frem til at se jer alle igen, bare mød op - tilmelding foregår på dagen. Vi håber at kursisterne har haft glæde af at deltage, og vi vil meget gerne høre fra jer; ris og ros, forslag til træningen eller andet der har med hundetræning at gøre.

lørdag den 21. februar 2009

Rune & Peter på tur

Som Rune nævner i sin kommentar nedenfor, har vi været på instruktørkursus, hvor vi mødte nogle spændende mennesker, der deler vores interesse for at arbejde med hunde. Det var både sjovt og lærerigt.

På kurset undervises der i hundetræning, forskellige metoder og værktøjer, der kan bruges. Men det mest givende var, at arbejde med konkrete øvelser, prøve at undervise nogle hunde og hundefører, og bagefter at få konstruktiv kritik fra lærere og medkursister.

Som I kan se, havde Rune hundeførernes opmærksomhed. Det ser ud til, at hundene har fundet noget andet, som er mere interessant. Det var nu også en kold dag, og hårdt for hundene at forholde sig til så mange forskellige instruktører. Det var flot at de ville stille op, og en af vore egne kursister sprang til, da der manglede hunde til søndagens træning. Tak til Jørgen for indsatsen. Jeg glæder mig til at bruge, det vi lærte, og vi vil arbejde på, at alle vore instruktører kommer på kurset. - Peter Schmidt

onsdag den 11. februar 2009

Blog

Velkommen til denne blog for hundeudvalget under Kronjyllands Jagtforening. Vi vil benytte denne blog til at fortælle om vore aktiviteter, måske give et par gode råd og bringe historier om hunde og hundetræning. Du er som læser meget velkommen til at kommentere på vore indlæg. Vi vil også meget gerne have forslag til indlæg eller andet vi kan gøre for at gøre vores blog interessant.

mvh.
Hundeudvalget