søndag den 24. oktober 2010

Hvalpetræning


Så er det vist på tide med en lille opdatering på vores nye tiltag - hvalpe træning.
Vi er rigtigt glade for at kunne fortælle, at det nye kursus er blevet rigtigt godt modtaget. Der er næsten 20 hundefører og hvalpe som mødes hver tirsdag aften i Tebbestrup. Hver gang med både praktisk træning og undervisning af førerene uden hunde. Det lader til at kursisterne er tilfredse, fremmødet er i hvert fald højt. Rammerne er også rigtigt gode, med en meget flot ridehal og en kaffestue, hvor der både undervises og udveksles gode råd.
Der er lagt nogle billeder under linket Billeder, og så skal vi nok lægge flere op senere. Hvis der er nogle deltagere, der har egne billeder fra kurset, som de vil dele, kan de sendes til mig. I er også velkomne til at lægge kommentarer. Når kurset er slut, har Henrik lovet at skrive lidt til bloggen, indtil da - god fornøjelse med kurset, og rigtig god jagt til alle.

- Peter Schmidt

mandag den 2. august 2010

Det er sommervarmen...

Som det fremgår af jæger stater vi et par kurser i efteråret, og det skulle der have stået meget mere om på vores hjemmeside. Men der er vist gået for meget ferie i det, så vi er kommet bag efter. Det er på vej.

Du kan dog allerede nu kontakte:

Henrik Blendstrup, mobil 2948 4294
- hvis du vil høre om hvalpetræning

Jørgen Kristensen, mobil 2169 0805
- hvis du vil høre om markprøvekurset

søndag den 11. juli 2010

Sommer

Så er det blevet sommer i Danmark, og dermed stopper vores træning for denne sæson. Vi vil gerne sige tak for opbakningen til deltagere.

Vi håber at se jer igen. God sommer.
- Hundeudvalget

PS der er kommet flere billeder fra afslutningen (se her).

PPS Husk i jagtsæsonen, at vi er interesseret i vildt til træning, f.eks. ræve

fredag den 11. juni 2010

Dressurafslutning 2010

Så nåede vi frem til afslutningen på forårets dressur. Tirsdag d. 8 juni hold vi traditionen tro en prøve for unghunde, åben klasse og vinder klasse. Det foregik i fint vejr, og heldigvis for det, for det trak lidt ud med at komme igennem alle øvelserne. Undskyld til dem der deltog, næste år skal vi nok sørge for at blive færdige, inden det bliver mørkt. Nå - den positive side af det er jo, at det var fordi rigtigt mange havde valgt at komme til den afsluttende prøve, og det er jo godt. Jeg håber, at det var både lidt fornøjeligt og lidt lærerigt at gennemføre øvelserne under den strenge dommers blik. Det kan jo godt påvirke en lille smule. Unghundene blev bedømt af Erik, som mente at der godt kunne trænes lidt mere. Det blev til en 2. præmie til Marco ført af Sten Nielsen. Holger og Jesper tog sig af Åben klasse, hvor der jo indgår både dressur og apportering. Der var nogen spredning på hundenes niveau - så de fleste skal vel fortsætte i åben klasse en sæson mere, for at få helt hold på opgaverne. Der blev en 1. præmie til Felica ført af Tage Guldbæk. Det er andet år for Felica i åben klasse top 3, så nu skal hun vist til at lege med de store hunde i vinderklassen. Vinder klassen blev bedømt af Henrik, der var meget imponeret over det høje niveau for alle hundene. Klassen blev vundet af Freke ført af Anders Jensen med fuldt pointtal i den udvidede apporteringsprøve, en flot præstation.


Aftenen blev afsluttet med varme pølser, sponseret af Gøl og uddeling af pokaler og præmier - gavekort og godbidder sponseret af FODERtilHUNDogKAT.dk.

Se billederne fra prøven her, der er flere billeder på vej.

Så hermed er vores forårs dressurkursus slut. Vi fortsætter - indtil der går sommerferie i alting - med at mødes til uformel vand og slæb træning tirsdag kl. 19.

- God sommer fra hundeudvalget

onsdag den 7. april 2010

Markprøven 2010

Siden 1970 har vi afholdt den lokale markprøve i samarbejde med Purhus Jagtforening, dermed var det et lille jubilæum der skulle fejeres i år.

Men Kong Vinter har vist sin fra sin værste side fra den 15. december 2009, det har været med dagsfrost og en del sne frem til midt i marts, så der blev meget svære betingelser for fuglevildtet. Især for agerhønsene, nu skulle de ikke bare kæmpe mod sprøjtemidler, det var også sne i rigelige mængder de skulle skrabe sig igennem, for at komme til deres føde ned på jorden. Så vi har også fået konstateret om foderautomaterne har været placeret et godt sted for agerhønsene.

Jeg kan ikke huske vi har aflyst en træning igennem de 40 år, men jeg kan huske vi 2 gange før har aflyst prøver på grund af vinteren. I år aflyste vi begge Vore planlagte træninger og prøven. Det har været et meget svært år for de kontinentale og engelske hunde, her tænker jeg især for de hunde der bliver 2 år inden efterårsprøverne starter. Da overgår de til åbenklasse, og her skal dressuren være i orden over for hårvildtet, og fuglebehandlingen skal være på plads.

Da der blev omslag i vejret besluttede vi i samråd med terrænlederne at gennemføre prøven den 1. april. Vi fik prøven annonceret på vores hjemmeside, og der kom 12 tilmeldinger, og som dommer inviterede vi Tommy Hougaard fra Auning.

Om formiddagen brugte vi terræner i Gassum og Kousted. På de terræner var der set mange agerhøns, men vi fandt ikke de fugle vi havde forventet, og dem vi fandt, fik vi ikke udnyttet på bedste vis. Om eftermiddagen var vi på terrænet ved Handest hvor der blev set en sneppe og de fasaner der skulle bruges for at dommeren kunne afslutte sin bedømmelse. Der var nogle meget velgående hund, men der var også nogle der manglede noget dressur, blandt andet nogle der viste for stor interesse over for hårvildt, og nogle der ikke vist respekt for fuglevildt. Men dagen blev afsluttet med en flot og lang stand for fasan af Zenia.

Tak til dommeren, terrænlederne, hjælperne og de deltagende hundeførere.
– Jørgen Kristensen

Markprøven 2010

2. præmie, Åben klasse:
- Badger ført af Niels Jørgen Christiansen
1. vinder i vinderklasse:
- Zenia ført af John E. Nielsen

Emnepokal tildeles Henning Frandsen
Tillykke til alle.

mandag den 29. marts 2010

Jagthund - helt fra begyndelsen

Gennem mit virke som jagthunde instruktør hos Kronjyllands Jagtforening, ser jeg ofte nye hundeejere, der mangler et værktøj til at håndtere deres nye jagthund.
Denne lille folder kommer rundt om hele vejen fra hvalpekøb til deltagelse i forskellige jagtrelaterede prøver.

Lidt om racer og deres stærke sider og forskellighed - Gode råd til den målrettede træning - Motiverende facts fra virkeligheden.

Hvorfor endnu en bog om hundeopdragelse, der findes jo tusindvis af den slags i forvejen? Fordi jeg gentagne gange har mødt jægere der har købt ny jagthund, men helt har misforstået meningen med den. Mange der aldrig får det ud af en jagthund, som den har potentiale til. Jeg vil med denne lille bog gerne motivere hundeejere til at træne deres nye hund, og deltage i de kurser der tilbydes til jagthunde landet over. Og kan jeg på nogen måde være medvirken til at man rammer den rigtige hund første gang, når man skal træffe sin beslutning, så har jeg opfyldt et af mine store ønsker.

I erkendelse af at man aldrig vil kunne skrive en manual, der standardisere hundetræning og tilgodeser alle hunde, og med min viden om at alle hunde skal trænes individuelt, håber jeg at du vil kunne finde råd og nyttige oplysninger, der kan hjælpe dig på vejen til en god jagthund.

Som deltager på vore kurser vil du modtage et eksemplar, og der er mulighed for at købe bogen ved hundeudvalget for 80 kr.

onsdag den 24. marts 2010

Forårs dressur 2010

Så er det igen tid til at få intensiveret træningen med vore hunde. Og vi vil selvfølgelig anbefale dig at træne hos os i Kronjyllands Jagtforening. Det foregår som hidtil på Nordre Fælled (det gamle øvelsesterræn ved kasernen), kør ind fra Mariagervej lige efter sportspladsen. Vi mødes ved parkeringspladsen kl. 19, første gang tirsdag d. 6. april, lige efter Påske. Træningen løber over 10 gange, og der vil være hold for unghunde, åben klasse (apporteringstræning) og vinderklasse. Prisen er beskedne 350 kr. som dækker trænings materialer og vildt. Der vil efter træningen være mulighed for at købe en øl eller vand, og få en snak med de andre hundefører eller et godt råd fra instruktørerne. Vi glæder os til at se jer og jeres hunde. Tilmelding er ikke nødvendig, du kan blot møde op. Hvis du har spørgsmål er du velkommen til at kontakte Peter Schmidt på 4094 0043 - God Påske fra Hundeudvalget

fredag den 19. marts 2010

Markprøve - det er ikke en aprilsnar!


Så synes vi at vejret tillader os at komme ud på marken med hundene.
Kronjyllands- og Purhus Jagtforeninger afholder fælles lokal markprøve Skærtorsdag d. 1. april 2010 mødetid kl. 8.30. Afgang til terrænet kl. 9.00, og vi holder frokost i terrænet. Der kan købes pølser m.v. efter prøven, mens vi venter på bedømmelserne. Markprøven afholdes fra Purhus Jagtforenings klubhus Skydebanen, Handestvej i Nørbæk, deltagelse koster 250 kr.

Tilmelding til Jørgen Kristensen (2169 0805) eller Peter K. Schmidt (4094 0043) senest den 29. marts. Der er et begrænset antal pladser.

søndag den 21. februar 2010

Afslutning Vinter 2010


Så blev det slut på vintertræningen 2010, en sæson med sne og frost alle søndage. Det har kursister og instruktører heldigvis taget med godt humør - hvad skal man ellers gøre! Heldigvis har vi jo haft klubhuset, hvor unghunde holdet har kunnet gå ind og høre undervisernes foredrag om dressur. Det lader til, at det har været en succes, som vi kan bygge videre på.


Med hensyn til vinter, fik vi på denne sidste søndag rigelige udfordringer, bare med at få bilerne ind på pladsen, utroligt så meget bøvl sne kan være skyld i. Se mere under "Billeder".

Denne sidste gang lavede vi en lille konkurrence i apportering på tid. Hundene skulle hente to fugle og en kanin, uden dirigering. Det var helt sjovt at se, og man kunne virkelig fornemme hvor vanskeligt hundene af og til havde det, med at finde vildtet i sneen. Vinderen blev Merete med labrador Viva, i en imponerende tid på 56 sekunder! Det var godt nok i andet forsøg, første gang var på 1 min 41 sekunder, men det blev slået af Bjarne med Buster. Og lidt konkurrence menneske har man jo lov at være, så det skulle jo slås.

Jeg synes at vi har haft en god start på dressur i 2010, med rigtigt mange hunde hver gang, det gør det jo unægteligt meget sjovere for instruktørerne. Vi synes også at der er rigtigt mange gode hunde, og vi håber at I har lyst til at komme til træning igen, når vi den 6. april starter på Nordre Fælled (det gamle øvelses terræn ved Randers Kaserne).

mandag den 8. februar 2010

Markprøven 2010 er aflyst

Det er med stor beklagelse, at vi må se os nødsaget til at aflyse markprøve træningen d. 13. februar og den lokale markprøve d. 27. februar.

Vi vurderer fortsat at kulden og vintervejret gør, at det ikke er forsvarligt at udsætte vildtet på terrænet for den uro og stress, markprøven medfører. Der er jo desværre ikke udsigt til at situationen bedres lige med det samme, så i det lys vælger vi at aflyse både træningen og markprøven.

Det er selvfølgelig en kedelig situation, da vi altid ser frem til at se hunde og hundefører på markprøven. Det er kun 3. gang i foreningens historie vi må gribe til aflysning, og vi har derfor besluttet at vi vil se, om der kan blive mulighed for at gennemføre markprøven lidt senere, vel vidende at vi risikerer at komme hen i en periode, hvor de anerkendte markprøver begynder. Interesserede må derfor gerne give besked til Jørgen Kristensen (2169 0805) eller Peter K. Schmidt (4094 0043), så vil vi se hvad der kan arrangeres.

Peter K. Schmidt

søndag den 7. februar 2010

Vintertræning 2010

Så er vi godt igang med træningen. Vi har haft 4 søndage med koldt men flot vintervejr. Det har heldigvis ikke skræmt hundeførerne fra at træne. Jeg er faktisk ret stolt af, at langt de fleste møder op hver gang. Det må betyde, at kursisterne mener, at de får noget ud af træningen - og det må jo betyde at vore instruktører gør et godt job. Når man betragter arbejdet med de unge hunde, er det en fornøjelse at se, at der er rigtigt godt samarbejde imellem hunde og førere, og forbavsende lidt af det kaos, der nemt opstår med 10 - 12 unge hunde på samme plads. Og kikker man på de åbenklasse hunde der træner, er det et virkeligt godt niveau og et stort potentiale til at vi får nogle rigtigt gode hunde med på jagt. Det er klart at træningen med hunden ikke kun kan klares en time søndag formiddag, så husk at få trænet med hundene derhjemme. Det vil være til glæde for både jer selv og jeres hund. Vi har taget en række billeder fra træningen, som kan findes under vores billedgalleri, linket er også her: Vintertræning 2010

fredag den 29. januar 2010

Der er IKKE marktræning d. 6. februar

Vi har sammen med terrænlederen besluttet, at vi UDSKYDER marktræning søndag d. 6 februar, og at vi derfor indtil videre regner med at starte søndag d. 13. februar.

Den væsentligste årsag til beslutningen er, at vi ikke mener, at det er forsvarligt at udsætte vildtet på terrænet for den uro og stress, det uvægerligt medfører at træne med hundene. Som vejrliget er i øjeblikket har bestanden af fugle brug for ro og fred til at finde føde uden at spilde for meget energi. Heldigvis har terrænlederen kunnet konstatere, at fuglene indtil videre har klaret sig, så vi regner med at kunne gennemføre træningen senere, og også den annoncerede markprøve. Så selv om vi nok kunne klæde os på til vintervejret, og selvom vores hunde nok kunne holde til at komme ud i kulden, synes vi at det er rigtigst at udskyde træningen, for os er det jo en sport, for fuglene kan det betyde overlevelse.

Vi beder jer holder jer orienteret her på siden, og på Kronjylland jagtforenings hjemmeside. Yderligere oplysninger kan fås hos Jørgen Kristensen og Peter K. Schmidt.

søndag den 17. januar 2010

Start på Vintertræning


Så er vi igang med træningen. Vi var lidt spændt på hvordan det ville gå i det her vintervejr, ville folk ud i sneen med hundene? Kunne vi overhovedet komme til at træne for sne? Det blev en rigtig god start, synes vi selv, med 24 hunde - ligelig fordelt imellem unghunde og åben klasse.
Vi er glade for opbakningen i form af det store fremmøde, og så plejer der endda at komme nogle stykker til anden gang. Og det er helt i orden - bare mød op selvom kurset er startet, vi skal nok finde en plads til dig og din hund.

Der er som altid en vis spredning i forhold til hundenes niveau og hundeførernes kontrol med situationerne, det giver anledning til både sjove episoder og snak om hvad man kan gøre. Og som det også plejer at være, har hundene i åben klasse fået tillagt sig nogle (u)vaner hen over jagtsæsonen, så der er nok at arbejde med for de fleste. Vi skal nok holde jer orienteret om hvordan det går, og når frosten slipper sit tag i kameraet får vi lagt lidt flere billeder på nettet.

tirsdag den 12. januar 2010

Vintertræning

Så slutter jagtsæsonen (næsten) og på søndag starter vi så på hundetrænings sæson 2010. Et travlt forår står foran hundeudvalgets medlemmer - vi glæder os til at komme i gang, og til at se jer og jeres hunde. Vi starter selvfølgelig, selvom der ligger noget sne. Der er blevet ryddet, så man kan komme ud til klubhuset. Så bare på med de lange underbukser og tophuen, hundene skal nok holde varmen. Godt Nytår til jer alle, og lad os så komme igang.