søndag den 24. oktober 2010

Hvalpetræning


Så er det vist på tide med en lille opdatering på vores nye tiltag - hvalpe træning.
Vi er rigtigt glade for at kunne fortælle, at det nye kursus er blevet rigtigt godt modtaget. Der er næsten 20 hundefører og hvalpe som mødes hver tirsdag aften i Tebbestrup. Hver gang med både praktisk træning og undervisning af førerene uden hunde. Det lader til at kursisterne er tilfredse, fremmødet er i hvert fald højt. Rammerne er også rigtigt gode, med en meget flot ridehal og en kaffestue, hvor der både undervises og udveksles gode råd.
Der er lagt nogle billeder under linket Billeder, og så skal vi nok lægge flere op senere. Hvis der er nogle deltagere, der har egne billeder fra kurset, som de vil dele, kan de sendes til mig. I er også velkomne til at lægge kommentarer. Når kurset er slut, har Henrik lovet at skrive lidt til bloggen, indtil da - god fornøjelse med kurset, og rigtig god jagt til alle.

- Peter Schmidt

mandag den 2. august 2010

Det er sommervarmen...

Som det fremgår af jæger stater vi et par kurser i efteråret, og det skulle der have stået meget mere om på vores hjemmeside. Men der er vist gået for meget ferie i det, så vi er kommet bag efter. Det er på vej.

Du kan dog allerede nu kontakte:

Henrik Blendstrup, mobil 2948 4294
- hvis du vil høre om hvalpetræning

Jørgen Kristensen, mobil 2169 0805
- hvis du vil høre om markprøvekurset

søndag den 11. juli 2010

Sommer

Så er det blevet sommer i Danmark, og dermed stopper vores træning for denne sæson. Vi vil gerne sige tak for opbakningen til deltagere.

Vi håber at se jer igen. God sommer.
- Hundeudvalget

PS der er kommet flere billeder fra afslutningen (se her).

PPS Husk i jagtsæsonen, at vi er interesseret i vildt til træning, f.eks. ræve

fredag den 11. juni 2010

Dressurafslutning 2010

Så nåede vi frem til afslutningen på forårets dressur. Tirsdag d. 8 juni hold vi traditionen tro en prøve for unghunde, åben klasse og vinder klasse. Det foregik i fint vejr, og heldigvis for det, for det trak lidt ud med at komme igennem alle øvelserne. Undskyld til dem der deltog, næste år skal vi nok sørge for at blive færdige, inden det bliver mørkt. Nå - den positive side af det er jo, at det var fordi rigtigt mange havde valgt at komme til den afsluttende prøve, og det er jo godt. Jeg håber, at det var både lidt fornøjeligt og lidt lærerigt at gennemføre øvelserne under den strenge dommers blik. Det kan jo godt påvirke en lille smule. Unghundene blev bedømt af Erik, som mente at der godt kunne trænes lidt mere. Det blev til en 2. præmie til Marco ført af Sten Nielsen. Holger og Jesper tog sig af Åben klasse, hvor der jo indgår både dressur og apportering. Der var nogen spredning på hundenes niveau - så de fleste skal vel fortsætte i åben klasse en sæson mere, for at få helt hold på opgaverne. Der blev en 1. præmie til Felica ført af Tage Guldbæk. Det er andet år for Felica i åben klasse top 3, så nu skal hun vist til at lege med de store hunde i vinderklassen. Vinder klassen blev bedømt af Henrik, der var meget imponeret over det høje niveau for alle hundene. Klassen blev vundet af Freke ført af Anders Jensen med fuldt pointtal i den udvidede apporteringsprøve, en flot præstation.


Aftenen blev afsluttet med varme pølser, sponseret af Gøl og uddeling af pokaler og præmier - gavekort og godbidder sponseret af FODERtilHUNDogKAT.dk.

Se billederne fra prøven her, der er flere billeder på vej.

Så hermed er vores forårs dressurkursus slut. Vi fortsætter - indtil der går sommerferie i alting - med at mødes til uformel vand og slæb træning tirsdag kl. 19.

- God sommer fra hundeudvalget

onsdag den 7. april 2010

Markprøven 2010

Siden 1970 har vi afholdt den lokale markprøve i samarbejde med Purhus Jagtforening, dermed var det et lille jubilæum der skulle fejeres i år.

Men Kong Vinter har vist sin fra sin værste side fra den 15. december 2009, det har været med dagsfrost og en del sne frem til midt i marts, så der blev meget svære betingelser for fuglevildtet. Især for agerhønsene, nu skulle de ikke bare kæmpe mod sprøjtemidler, det var også sne i rigelige mængder de skulle skrabe sig igennem, for at komme til deres føde ned på jorden. Så vi har også fået konstateret om foderautomaterne har været placeret et godt sted for agerhønsene.

Jeg kan ikke huske vi har aflyst en træning igennem de 40 år, men jeg kan huske vi 2 gange før har aflyst prøver på grund af vinteren. I år aflyste vi begge Vore planlagte træninger og prøven. Det har været et meget svært år for de kontinentale og engelske hunde, her tænker jeg især for de hunde der bliver 2 år inden efterårsprøverne starter. Da overgår de til åbenklasse, og her skal dressuren være i orden over for hårvildtet, og fuglebehandlingen skal være på plads.

Da der blev omslag i vejret besluttede vi i samråd med terrænlederne at gennemføre prøven den 1. april. Vi fik prøven annonceret på vores hjemmeside, og der kom 12 tilmeldinger, og som dommer inviterede vi Tommy Hougaard fra Auning.

Om formiddagen brugte vi terræner i Gassum og Kousted. På de terræner var der set mange agerhøns, men vi fandt ikke de fugle vi havde forventet, og dem vi fandt, fik vi ikke udnyttet på bedste vis. Om eftermiddagen var vi på terrænet ved Handest hvor der blev set en sneppe og de fasaner der skulle bruges for at dommeren kunne afslutte sin bedømmelse. Der var nogle meget velgående hund, men der var også nogle der manglede noget dressur, blandt andet nogle der viste for stor interesse over for hårvildt, og nogle der ikke vist respekt for fuglevildt. Men dagen blev afsluttet med en flot og lang stand for fasan af Zenia.

Tak til dommeren, terrænlederne, hjælperne og de deltagende hundeførere.
– Jørgen Kristensen

Markprøven 2010

2. præmie, Åben klasse:
- Badger ført af Niels Jørgen Christiansen
1. vinder i vinderklasse:
- Zenia ført af John E. Nielsen

Emnepokal tildeles Henning Frandsen
Tillykke til alle.

mandag den 29. marts 2010

Jagthund - helt fra begyndelsen

Gennem mit virke som jagthunde instruktør hos Kronjyllands Jagtforening, ser jeg ofte nye hundeejere, der mangler et værktøj til at håndtere deres nye jagthund.
Denne lille folder kommer rundt om hele vejen fra hvalpekøb til deltagelse i forskellige jagtrelaterede prøver.

Lidt om racer og deres stærke sider og forskellighed - Gode råd til den målrettede træning - Motiverende facts fra virkeligheden.

Hvorfor endnu en bog om hundeopdragelse, der findes jo tusindvis af den slags i forvejen? Fordi jeg gentagne gange har mødt jægere der har købt ny jagthund, men helt har misforstået meningen med den. Mange der aldrig får det ud af en jagthund, som den har potentiale til. Jeg vil med denne lille bog gerne motivere hundeejere til at træne deres nye hund, og deltage i de kurser der tilbydes til jagthunde landet over. Og kan jeg på nogen måde være medvirken til at man rammer den rigtige hund første gang, når man skal træffe sin beslutning, så har jeg opfyldt et af mine store ønsker.

I erkendelse af at man aldrig vil kunne skrive en manual, der standardisere hundetræning og tilgodeser alle hunde, og med min viden om at alle hunde skal trænes individuelt, håber jeg at du vil kunne finde råd og nyttige oplysninger, der kan hjælpe dig på vejen til en god jagthund.

Som deltager på vore kurser vil du modtage et eksemplar, og der er mulighed for at købe bogen ved hundeudvalget for 80 kr.

onsdag den 24. marts 2010

Forårs dressur 2010

Så er det igen tid til at få intensiveret træningen med vore hunde. Og vi vil selvfølgelig anbefale dig at træne hos os i Kronjyllands Jagtforening. Det foregår som hidtil på Nordre Fælled (det gamle øvelsesterræn ved kasernen), kør ind fra Mariagervej lige efter sportspladsen. Vi mødes ved parkeringspladsen kl. 19, første gang tirsdag d. 6. april, lige efter Påske. Træningen løber over 10 gange, og der vil være hold for unghunde, åben klasse (apporteringstræning) og vinderklasse. Prisen er beskedne 350 kr. som dækker trænings materialer og vildt. Der vil efter træningen være mulighed for at købe en øl eller vand, og få en snak med de andre hundefører eller et godt råd fra instruktørerne. Vi glæder os til at se jer og jeres hunde. Tilmelding er ikke nødvendig, du kan blot møde op. Hvis du har spørgsmål er du velkommen til at kontakte Peter Schmidt på 4094 0043 - God Påske fra Hundeudvalget